RETSOPGØRET
237
 

MIN HISTORIE OM SIKKERHEDSNETTET

En af mine meget gode venner sendte mig en ’sidste mail’ i det gamle år. ”Jeg har knust min telefon med et par kraftige hammerslag,” skrev han. ”Jeg følte mig overvåget, og den stjal for meget af min tid.”

Det var for mig en trist besked, for nu kunne vi ikke længere fortsætte vore næsten daglige små samtaler om Guds Ord; men jeg forstår ham godt. Jeg har selv ’været turen igennem’ med henblik på at indtage en mere ’radikal indstilling’ og ’holdning’ over for ’overvågelsessamfundet’.

Tillad mig derfor at fortsætte min historie om min ungdoms lidt ’ekstreme holdninger’ i den sag. Jeg er nu blevet de år ældre, der fortæller mig, at vi ifølge Skriften ikke tilhører denne verden – men at vi skal bruge den så længe vi kan for at bringe evangeliet til de mange, som er ’låst fast i systemet’ – og som med alle til rådighed stående midler skal kunne nås med budskabet, at de under ingen omstændigheder må tage på sig dyrets mærke.

 

MIN HISTORIE ER FØLGENDE:

Far, jeg har fået noget i øjet!” Det var min ældste datter, Charlotte, og det med hendes øje skete, medens vi endnu var i Danmark – umiddelbart før vi begav os af sted på vor lange pilgrimsrejse. Vi camperede med vor sommerkaravane i udkanten af en lille skov. Medens

Middagsmaden blev forberedt, legede børnene mellem træerne. En af drengene slog med en stav på stammen af et gammelt træ, og en million-sky af støvkorn ’eksploderede’ fra træets tørre grene. Charlotte stod i nærheden af den farlige støvsky og fik et eller andet i øjet. Hun blev ved med at lege et stykke tid, men inden længe blev smerten i øjet for stærk, og nu stod hun klagende foran mig: ”Far, jeg har fået noget i øjet!”

Hvor mange fædre har ikke gennem tiderne hørt den samme tåresang fra deres små: ”Far! Hjælp mig! Jeg har noget i øjet – og hvor utallige er ikke de mange tilfælde, hvor alt for store hænder forsøgte at viske støvkorn bort fra tårevædede, sammenknebne børneøjne.

Alligevel var dette tilfælde noget særligt. Selv havde jeg ingen anelse om, hvorledes netop dette lille støvkorn skulle forstyrre min tilværelse. Jeg var i det øjeblik ikke klar over, at en lille jernhård sædkerne fra et ukendt træ var ved at presse sig ind – ikke blot i Charlottes øje – men i hele min velopbyggede eksistens af verdslige garantier. Jeg vidste faktisk ikke, hvad der var ved at ske, eller vidste jeg?

 

JEG VISTE DET LILLE GULE KORT

Før vi var taget af sted på denne særlige rejse, havde jeg haft nogle besynderlige indskydelser med hensyn til det, som jeg selv kaldt ’sikkerhedsnettet’.

Jeg stod ved mit skriveborg i vor københavnerbolig og havde hele ’nettet’ bredt ud foran mig. ’Nettet’ var mine utallige forsikringspapirer. Jeg var meget glad for den slags papirer. Særlig hvis det var policer, der tilbød total dækning mod alle farer. Dem kunne jeg bedst lide; så følte jeg mig tryg. Altså forsikringer mod alt: Tyveri, brand, vold, sygdom og død. Vort moderne samfund er en jungle," belærte jeg mig selv og andre, "og som ansvarlig familiefader er det min pligt at sørge for, at have mig selv og mine forsikret mod alle

eventualiteter," Sådanne tanker passerede gennem mit hoved, medens jeg bredte hele "sikkerhedsnettet" ud på mit skrivebord. Jeg var tilfreds med alle mine forsikringer - og med mig selv!

Derfor brød jeg mig slet ikke om den stilfærdige røst, der vedblev at tale i mit indre. Jeg kunne ikke lide den måde, den spurgte på: "Hvem er din sikkerhed? Er jeg ikke din faste borg og dit skjold?"

Alt dette kom tilbage til mig som jeg i skovbrynet stod under den nedgående sol og prøvede at finde ud af, hvad der var kommet ind i Charlottes øje. Men alt, hvad den store runde sollampe på himlen afslørede, var kun, at Øjet blev mere og mere rødt, og Øjenlåget mere og mere hævet og smertefuldt.

"Lad os vente og se, hvad der sket," sagde jeg afdramatiserende; "Hvis øjet ikke bliver bedre, må vi på hospitalet for at få det undersøgt."

Kort tid efter måtte vi konstatere, at øjet ikke blev bedre, og vi tog på hospitalet.

"Må jeg se Deres sygesikringsbevis," spurgte en sygeplejerske høfligt, da vi ankom. Jeg viste hende det lille, gule kort, som er alle danskers adgang til det omfattede ’sikkerhedsnet’, som samfundet kan byde. Hun kastede et overfladisk blik på kortet og vendte sig så til Charlottes øje.

"Det er nok ikke så slemt," trøstede hun venligt. "Det skal vi nok få klaret. Jeg kalder på lægen." Charlotte blev anbragt foran en særlig "kikkert", hvorigennem lægen undersøgte hendes øje i lang tid. Så kaldte han på et par andre læger. De stirrede også ind i kikkerten og så yderst alvorlige ud. Ind imellem sagde de noget på latin til en sekretær, som skrev ordene ned. De kiggede også en gang imellem hen mod mig, og der var et eller andet i den måde, de gjorde det på, som sagde mig, at der var noget galt. Så nærmede en af

de hvide kitler sig.

"Mit navn er doktor Young," sagde han med en let accent idet han strakte hånden frem. "Jeg rejste mig hastigt, men han bad mig sætte mig igen. Han ville åbenbart tale med mig. "Jeg vil lige have et ord med Dem," sagde han beroligende. "Vi er ikke helt sikre på, om vi kan redde Deres datters øje," fortalte han alvorligt. "Hun kommer på operationsbordet med

det samme. Vi vil se, hvad vi kan gøre for hende."

Jeg så ned på mine hænder. Stadig famlede jeg med det lille, gule kort, som om det kunne hjælpe mig. Det så blegt og mere gult og falmet ud og virkede i et øjeblik på mig som en værdiløs pengeseddel. Det kort kunne ikke bringe Charlottes kønne øje tilbage. Dets maskinskrevne personnummer kunne ikke udvirke noget mirakel. Kun Gud kunne hjælpe her, og et eller andet sted dybt inde i mig selv vidste jeg, at jeg en dag – i hvert fald en tid - ville smide kortet med dets sekscifrede personnummer væk.

Den følgende dag besøgte vi Charlotte på hospitalet. Hun havde det strålende. Operationen var lykkedes, og den lille dame sad i sengen med en hvid bandage over øjet og stort smil omkring munden. En eller anden havde netop besøgt hende og havde efterladt en dåse med kæmpebolsjer på hendes bord. Fireårige Thomas så hverken Charlotte, bandage, smil eller sengebord. Medens vi alle hilste og lo og udtrykte vor lettelse, hørte jeg pludselig den samme indre insisterende røst: ”Hvem er din sikkerhed?"

Jeg sneg mig ud af hospitalsstuen for at finde et roligt sted, hvor jeg kunne bede. "Jeg vil ikke være fanatiker," diskuterede jeg med den indre røst. "Jeg er bare en almindelig dansker, som lever et ganske almindeligt dansk liv - og der kan da ikke være noget forkert i at være dækket af systemet. Det er normalt at have forsikringspolicer. Alle har policer, Hvorfor skal jeg være anderledes?"

"Johnny! Johnny! Hjælp!" Pludselig hørte jeg Gisèles fortvivlede skrig fra hospitalsstuen: "Kom og hjælp! Johny! Hurtigt!"

Jeg styrtede tilbage til hospitalsstuen og så Thomas hænge livløs i armene på en panikslagen sygeplejerske. Hans ansigt lyste hvidt som lagnerne i stuen. Han åndede ikke mere...

"Bolsjerne!" hulkede Gisèle. "Han har slugt et af de store bolsjer, og nu sidder det fast i halsen på ham."

Jeg kunne se, at drengen var døende og hørte samtidig atter den indre røst: "Hvem er din sikkerhed?" Hvad kan alle dine forsikringspolicer nu hjælpe dig?” - "Intet hviskede jeg,” jeg vil ikke have dem mere. Du skal være min eneste sikkerhed, Herre!"

I samme øjeblik fløj bolsjet ud af Thomas’ mund og strøg som en farvet hinkesten hen over gulvet, Drengen begyndte igen at ånde; hans livløse lemmer begyndte at spjætte, og en dejlig rødme skød op i hans blege ansigt. Et øjeblik efter tumlede han atter rundt og legede.

Den dag tog jeg direkte hjem og rev alle mine forsikringspolicer i stykker. Med et par forklarende breve fik jeg ophævet mit umådelige "sikkerhedsnet" mod ulykker, brand, vold og tyveri, og bevarede kun det, som er befalet ved lov. Jeg måtte nødvendigvis være forsikret for lovligt at kunne køre en bil - og jeg kunne heller ikke (forklarede jeg mig selv) så længe jeg var i Danmark, slippe af med det bleggule sygesikringsbevis, fordi jeg stadig var en forankret del af systemet.

Lidet anede jeg, at netop dette lille sygeligt gule sygesikringsbevis skulle bringe mig for både politi og dommer, og at netop det skulle være årsag til, at jeg en dag - som var jeg en

forbryder - skulle stå i anklageskranken og lytte til oplæsningen af et utal af overtrædelser.

Da jeg forsigtigt skubbede min "sociale sikkerhed" til side ved ødelæggelsen af alle de

øvrige sikkerhedsnetspolicer, vidste jeg ikke, at det lille sekscifrede personnummer på sygesikringsbeviset snart skulle bindes som en møllesten om min hals, og at jeg om kort tid ville blive stillet overfor at betale en umådelig sum penge i bøde - eller gå i fængsel! Jeg vidste ikke, at det lille gullige stykke papir, som jeg nølede med at tilintetgøre, skulle hindre

mig i to år i at gennemføre mit kald, for til sidst at bringe mig selv og min familie ud på lossepladsen.

Lossepladsen’. Navnet alene får folk til at holde sig på afstand. Også selvom stedet ikke mere bruges til sit oprindelige formål. I virkeligheden – fik jeg lov til at opleve – er ’lossepladsen’ udenfor København et forunderligt skønt sted. På grund af områdets gamle benævnelse kan man på ’lossepladsen’ vandre i timevis i det høje græs uden at møde en levende sjæl. Derude synger lærken endnu, og bierne summer over det farvede dække af vilde blomster. I det fjerne at høre kvarterslagene fra Rådhusklokkerne, og ved aftenstid samles de eneste naboer, sigøjnerne, omkring bålene mellem vognene for at lytte til ordene fra Bogen. Så sikkert som slagene fra klokkerne inde i byen bliver mange, kommer de med deres syge og fortrykte for at søge forbøn. I ét hundrede dage skulle jeg bo på lossepladsen uden for København, og jeg lærte at elske det sted.

 

MIN INDESTÆNGTE FORSVARSTALE

Selv mente jeg, at ulykken med Charlottes øje havde været mig en tilstrækkelig lektion i at forstå, at Gud ville være min eneste sikkerhed; det viste sig imidlertid langtfra at være tilfældet! Jeg manglede åbenbart stadigt at begribe, hvor nidkær Gud er i dette forlangende, og det tog nogen tid for mig, før jeg modstræbende måtte indse, at jeg fuldstændigt (for at kunne gennemføre mit 40årige kald til ’at gå på landevejen’) skulle ’forlade systemet’.

Det hele begyndte den dag jeg (i Københavns trafik) blev standset af politiet. Det skete i den indre by, og vognen med det blå lys på taget havde svært ved at få min amerikansk registrerede Landcruiser ind til siden. ”Må jeg se Deres kørekort, Herre?” sagde betjenten mens han så strengt undersøgende på mine amerikanske nummerplader. Jeg gav ham mit kørekort. Hans ansigt lyste op.

Jeg ser, at De er dansk, Herre?”

Ja, jeg er dansker,” svarede jeg intetanende.

Hvorledes kan det så gå til, at De kører i en amerikansk indregistreret vogn, Herre?”

Jeg forklarede betjenten, at vi var rejsende folk uden fast folkeregisteradresse, og at vi som sådanne havde legal ret til at køre i en udenlandsk registreret bil.

Betjenten stirrede mistænksomt på mig. "Må jeg se vognens papirer?" sagde han embedsagtigt. Jeg åbnede den brune plastik-folder, som indeholdt de forskellige dokumenter, og det gule sygesikringsbevis faldt ud.

"Se, se! De har et gult sygesikringsbevis," råbte betjenten triumferende. Han greb plastikfolderen med det gule kort og læste højtideligt mit navn og de seks cifre, som angav fødselsdato og år. De har ingen ret til at have dette kort, Herre.” - "Hvad mener De med det?" spurgte jeg indigneret. "Ingen ret? Selvfølgelig har jeg ret til at have dette kort. Alle har ret til at have dette kort..." Jeg talte mig varm. Lovens håndhæver havde åbenbart berørt et ømt punkt i min samvittighed, og nu fik han hele min indestængte forsvarstale at høre. "Dette kort beviser nemlig, at jeg er en del af systemet. Ingen kan leve uden dette kort. Er De ikke klar over, Hr. betjent, at der også er noget, der hedder en E-M-blanket? Nå, det er De ikke. Men det er en slags internationalt sygesikringsbevis. Som EU-borger

er jeg dækket også udenfor landets grænser. Systemet er stort, og sikkerhedsnettet er stort. Jeg er ikke kun dansker. Jeg er også "pilgrim" og "Romersk borger"...

Betjenten stirrede forbløffet på mig. "Pilgrim" og "Romersk borger", sagde han og rystede på hovedet. "Det kender jeg ikke noget til. "Romersk borger!" Det har jeg aldrig hørt før. Hvor har De det fra?" "Fra Bibelen."

 

PILGRIM OG ROMERSK BORGER

Betjenten syntes nu sikker i sin sag. "De må hellere følge med os på stationen," sagde han beroligende. "Hvis De ikke har fast folkeregisteradresse, så har De heller ikke ret til at have dette kort, og hvis De har en fast adresse, så har De ikke lov til at køre i en udenlandsk indregistreret vogn. Så enkelt er det! De følger bare efter patruljevognen... "

Da han sprang ind på førersædet, hvor hans kollega gav melding over radioen, pegede han sigende med tommelfingeren mod mig: "Pilgrim og romersk borger," sagde han og så

bedende op mod himlen.

Tre timer senere var to af vore landrovere bragt i forvaring, alle nummerplader fra vore beboelsesvogne konfiskeret og jeg personligt stillet overfor et umådeligt bødeforlæg, som kunne ’afdrages bag gitteret’.

Om et par dage vil De blive stillet for retten for at have overtrådt de danske toldbestemmelser,” forklarede man mig. ”Retten vil afgøre, om De er ’pilgrim’, som de hævder så sikkert.

Jeg stak det lille gule kort, som beviste, at jeg var ’et foreløbigt medlem af systemet’, tilbage i plastikfolderen. På en eller anden måde havde jeg fornemmelsen af at have noget i min besiddelse, som Gud for en tid var ude efter. Jeg forstod godt, at andre mennesker måtte indpasse sig efter reglerne, og at hele verden ikke kunne gøre som jeg, men jeg anede, at jeg for min part ville blive nødt til at leve uden de mange forsikringer. Jeg var på vej ud på dybt vand, hvor vi for en tid ikke ville have base i Danmark, og hvor der ikke var nogen anden sikkerhed end Guds løfter og Guds Ord. Det var ikke noget, man kunne sige var generelt for andre mennesker – men Gud var ude efter mit sikkerhedsnet. Det skulle væk, og det skulle helt væk! Jeg skulle for en tid prøve at leve uden nettet. Jeg skulle lære at blive en pilgrim.

Som begivenhederne udspillede sig i de kommende uger, blev jeg yderligere klar over, at dette var et helt personligt opgør, som Gud havde med mig. De efterfølgende år har også fået mig til at forstå, at ingen skal prøve at kopiere de skridt, som jeg blev tvunget til at tage.

Helligånden har sin egen måde at føre den enkelte på, og selvom Bibelen taler klart om, at Gud bør være vor eneste kilde og sikkerhed, så er det naturligvis ikke noget, der altid har med sygesikringsbeviser, forsikringer, eller en folkeregistreringsadresse at gøre. Det var blot de ydre forhold, som for en tid blev brugt til at give mig (personligt) den lektie, jeg havde brug for, og jeg forstod faktisk ikke, hvad det drejede sig om før jeg endte på ’lossepladsen’.

Derfor overhørte jeg den tilkaldte lastbilchaufførs melding over radioen, da han bugserede vore vogne ud til sigøjnerparadiset: ”Jeg kører dem på lossepladsen,” rapporterede han. Jeg kunne ikke lide den måde, han sagde det på og lod, som om hans melding ikke kom mig ved. Men han lod mig ikke slippe. "Ja, så er vi hjemme,” grinede han, da han koblede min vogn fra. "Dette her er lossepladsen." Han pegede ud over græsarealerne, hvor et par snavsede sigøjnerdrenge dukkede op for at tage os nærmere i påsyn. Klokkerne fra det fjerne rådhus gik i slag, og jeg følte, at en eller anden ny time begyndte.

Da lastbilen med den grinende chauffør forsvandt i en støvsky ind mod byen, satte jeg mig ned mellem mælkebøtterne i det summende græs og gjorde status.

 

REVET OP MED RODE

Hvad havde ført mig til dette sted? Hvorfor var jeg endt på lossepladsen? Jeg var ikke i tvivl om, at jeg selv bar en del af skylden. Det var ikke just "guddommelig visdom", som havde præget min færd over de seneste måneder. Hvis jeg havde haft i sinde at ’melde mig ud af systemet’, så var det lykkedes nu!

Jeg rev et par mælkebøtter op af jorden og stirrede på de blege rødder. Ja, sådan var det egentligt gået: Revet op med rode!

Mit første ryk mod rodløsheden skete vel ved, at jeg begyndte at prædike de gamle læresætninger fra kirkefædrenes tid; altså oldkirkens oprindelige budskab om, at kristne måtte berede sig på trængselstider. Dette var ikke blevet bedre ved, at jeg udgav

et lille hæfte med titlen "Skal menigheden beredes til at møde Antikrist?" Den slags forkyndelse faldt ikke i god jord og var næppe i overensstemmelse med det gængse syn i de frikirkekredse, hvor jeg færdedes.

Jeg hev flere mælkebøtte-totter op af lossepladsens jord og fandt det ganske symbolsk og i harmoni med mine tanker: - Det var heller ikke klogt af mig i et sådant hæfte at citere

folkekirkens ledende skikkelser så stærkt. Den gamle præst Skovgaard Pedersen lå jo for længst under mulde, og hans advarsler om, at der ville komme trængselstider, hvor kristne ville blive boykottet af en grusom verdenshersker, var en sikker provokation overfor mange af de venner, som søgte af følge Gud ud fra et andet syn. "Det ville være dejligt at forestille sig, at vi som kristne ville blive bortrykket fra sådanne mørke tider," citerede jeg i mine skriverier den gamle folkekirkepræst, "men den slags forestillinger er kun illusioner. Bibelen siger, at de hellige skal beredes..." 1

Jeg begav mig langsomt ud på min første spadseretur over lossepladsens prærie. Som jeg med en stok slog til mælkebøtternes sølvkugler, og deres fine trådnet spredtes som sne hen over det høje græs, tænkte jeg på det stokkeslag, der få uger forinden havde hvirvlet støv ind i Charlottes øje og dermed vendt op og ned på min tilværelse; ja, netop sådan var det gået med min evindelige prædiken om menighedens beredelse til antikristelige tider. I stedet for at forelægge en så vigtig sag med den nødvendige tilbageholdenhed og forsigtighed havde jeg slået med stokken.

I har ikke ret i, at Kristi menighed er fjernet fra jorden efter Åbenbaringsbogens 4. kapitel,” havde jeg insisteret, og for hvert slag hvirvlede blot nye støvskyer i vejret, og små, skarpe glassplinter satte sig fast i mine bedste venners øjne, så de – som i eventyret – kom til at se alting skævt og uden sammenhæng.

Den dag slog jeg i mine fortvivlede overvejelser og triste tilbageblik mange mælkebøttekroner til støv. Lossepladsen formelig drev af sølvtrådefnug. Med bedrøvelse tænkte jeg på min voldsomme fremfærd mod dem, der stod mig nærmest: ’Udelukket på grund af et lærespørgsmål’ – havde jeg nidkært men uforstandigt skrevet i et flyveblad, da min egen kirkes døre lukkede sig for mig. Jeg vidste ikke at det ville tage mange år, før jeg efter disse ord atter kunne forsones med de mænd, som jeg dermed sårede. ’Profetisk Journal’ kaldte jeg mit eget lille nystartede blad, som kun udkom i to numre. Omslaget var fint, men indholdet kaotisk.

Da jeg sent den aften nåede hjem til lejren var jeg træt. Jeg stirrede ud over den uendelige mælkebøttelosseplads. Selvom jeg havde slidt i mange timer, lyste endnu millioner af sølvlamper i den nedgående sol. Det var som om jeg intet havde nået. Lossepladsens lamper vidnede imod mig. Med stokkens slag opnås kun avner, der driver for vinden. Der havde sikkert været en ypperligere vej…

Alt dette er nu en lille menneskealder siden. 40 år har vi været undervejs. Jeg er ikke (som nogen havde håbet det) blevet mere moderat med tiden. Tværtimod! Det var ikke længe, før også jeg afbryder farlige forbindelser til det offentlige. Jeg har i sinde at bruge den sidste tid, som Herren giver mig på denne jord til at udbrede Guds Rige.

Men jeg har fået mit sygesikringsbevis igen. Har lige fået et tjek hos lægen, og tandlægen gennemfører nu den rodbehandling, som i alt for lang tid har ladet vente på sig. Charlottes ene øje er mærket af ’sikkerhedsnettets manglende sikkerhed, men jeg har måttet godtage at melde mig til NemID’, og jeg er indstillet på at bruge systemet og dets hjælpemidler, så at jeg kan fungere. Jeg trøster mig med, at den hellige familie blev registreret af Kejser Augustus i Betlehem – men den stak af fra Herodes morderplaner, da Herren gav den besked på at ’gå under jorden’.


TILBAGE