RETSOPGØRET
238
 

GLEMTE BILLEDER KOMMER FREM PÅ SKÆRMEN

Efter at de militante ’gule vester’ har sat Paris på den anden ende, så er glemte billeder pludselig flimret frem på skærmen. Den million franskmænd, som for få år siden (2013) marcherede op ad Champs Élysée og fordrede loven om homoseksuelle ægteskaber omstødt, trådte for få dage siden med ét frem med det samme krav! Dengang, de franske familier først meldte sig, lagde de ikke mindre end 700.000 (syv hundrede tusinde) underskrifter på parlamentets bord. "vi tror på kernefamilien bestående af far, mor og børn," erklærede de – og dette råb lyder nu atter midt i det nye opgør, som Frankrigs lovgivere netop i disse dage stilles overfor.

Dermed er en voldsom kulturkamp i Frankrig atter ved at træde i karakter. Det kristne ægteskabssyn er igen ved at komme på dagsordenen. Det synes som, at dette er en sag, som de styrende ikke kan blive færdige med – og præcis ved dette årsskifte melder det sig atter på banen.

Ikke mindre end 9000 erklæringer, som fordrer homoloven fjernet, er blevet deponeret fra midten af december 2018 til den 4. januar 2019 på den franske regerings bord. Protesterne er blevet afleveret i forbindelse med ’Den nationale stordebat’, som præsident Emmanuel Macron har iværksat. Dermed får præsidenten endnu en gang folkets stemme at høre.

I dette tilfælde er der ting og sager, som er foregået bag lukkede døre, som lovgiverne i Frankrig ikke gerne vil lytte til. Præcis som det er tilfældet i Danmark, hvor alle tiders stor manipulationer fandt sted – og for dem, som gerne vil glemme, hvad der egentlig skete, for at loven om ægteskaber mellem parter af samme køn kunne finde sted, vil jeg her gentage nogle hændelser, som kan hjælpe på hukommelsen. Lad mig forklare:

Det ligger i rygraden på det danske folk, at de folkevalgte ministre, som er blevet givet magt, må stå til ansvar for deres handlinger. Sådan tænker den jævne borger – helt ud i de små kolonihaver, hvor Dannebrog vajer overalt, og hvor ’dagens avis’ og TV-nyhederne

bliver grundigt diskuteret; med magt må følge ansvar!

Dette absolut grundlæggende ansvarsprincip er i mere end halvandet hundrede år uophørligt blevet banket ind i borgernes bevidsthed. Siden 1849 har den politiske og religiøse frihed rådet og kundgjort, at enevældens tid er og forbliver uigenkaldeligt forbi!

Den gamle, tunge kongelov af 1665 blev én gang for alle sparket på porten… denne ældede (og på en måde ærværdige) bestemmelse, som i sin berømte 2. artikel slog fast, at kongen skulle anses ’for det højeste og ypperste hoved her på jorden’. – "Kun Én er hævet over ham," hed det… "og det er Gud alene!"

I dag er også Gud blevet afsat! Kongen er frataget al magt – og den omtalte juni-grundlov har gjort statens ministre til de reelle indehavere af den udøvende magt. Det afsluttede retsopgør stillede på denne baggrund skarpt på, om en danske minister (fra 2011-2014) havde svigtet dette store ansvar ved overfor landets nationalkirke at have misbrugt sit høje

hverv. "Han har," påstod 300 borgere, "forfulgt sit parti-politiske mål med en sådan hensynsløshed, at han har overskredet ikke blot sine egne beføjelser og krænket kirkens bekendelse men dermed overtrådt Danmarks Grundlov." Det er i dag præcis i dette ransagende projektørlys, at det mørkelagte, kirkeministerielle møde, (som står detaljeret omtalt i Manu Sareens 10. kapitel af hans 2015-biografi) skal læses. "Kirkeministeriets

embedsmænd advarede mig mod at tvinge biskopperne til at lave et vielsesritual for homoseksuelle," skriver han (s.161). Projektørlyset lader os i denne tid forstå det aldeles afgørende emme i dette 10. kapitel, hvori ministeriets embedsmænd på et tidspunkt

havde travlt med at fortælle deres minister, at ’enevældens tid er forbi’.

"Du må ikke anvende tvang til at gennemføre dit forehavende," advarede de. Som lyskeglen nu fortsat fejer gennem de mørke, kirkeministerielle korridorer i

baggårdsbygningen ved Holmens Kanal i København, bliver det klart, at embedsmændene har søgt at afdæmpe deres ministers politiske ildhu ved at prøve at bringe ham til en forståelse af, at ministeransvarlighedsprincippet af 1849 ikke står til debat. Det indtil

dags dato ukendte og mørkelagte møde har været præget af denne dybe alvor. "Det var departementschef, Henrik Nepper, der førte ordet," skriver Manu Sareen og tilføjer: "Denne gang var han meget alvorlig; det kunne høres i hans bornholmske accent" (s.161).

Alvoren kan skyldes, at departementschefen i det øjeblik var sig særlig bevidst, at det i vor nuværende grundlov betones, at ’ministrene er ansvarlige for regeringens førelse" (§ 13). Det var ikke nogen lille eller ligegyldig sag (vedr. indførelsen af et homo-ritual i folkekirken), som hans minister var i gang med – ja, departementschefen kan have haft i tanke, at grundlovens § 15 erklærer, at ’ingen minister kan forblive i sit embede’, hvis hans chef ville drive det til det punkt, hvor han kunne risikere, at folketinget udtalte deres mistillid til ham.

 

DET FORSVUNDNE REFERAT

Den tidligere 2011-14 kirkeminister afslører i det 10. kapitel af sin selvbiografi, ’MANU’ eksistensen af ’det ukendte møde’. – "Jeg havde kun været i ministeriet i tre uger," skriver han, "da en mindre delegation af topembedsmænd fra ministeriet troppede op på mit

kontor." – "Du kan ikke få dine bøsser gift, Manu. Du er færdig, hvis du gør det!" (s.161), erklærede departementschefen. Denne departement-forudsigelse er gået i opfyldelse!

Dette hidtil ’ukendte møde’ har været vigtigt. Embedsmændenes ærinde betydningsfuldt: Departementschef, en delegation, topembedsmænd, det præcise formål, fremlæggelsen af sagen (hvis udfald under ingen omstændigheder nu må gå i glemmebogen) samt embedsmændenes afsluttende ’tilsagn’. Borgerne kunne imidlertid fortsat lade sig nøje med ministerens personlige beskrivelse af denne hidtil ukendte samling. Et officielt referat med mødets afsluttende beslutning og embedsmændenes såkaldte definitive ’tilsagn’ burde være fremlagt ved det allerede berammede retsopgør.

Det ’forsvundne’ referat fra dette møde vil imidlertid næppe indeholde det gadesprog, som ministeren i sin bog hentyder til. "Departementschefen er af den gamle skole," fortæller Manu Sareen i sit 10. kapitel – så det må formodes, at han respektfuldt har anvendt

det traditionelle, statsretlige ordvalg, men dette referat er til dags dato forsvundet som dug for solen.

På omtrent samme tidspunkt, hvor dette ’glemte møde’ fandt sted, sendte jeg fra min ørkenbase i Israel ministeren en mail, hvor jeg på samme vis (og med Kjærbølsagen fra 1959 i tanke) ham mod ’den farlige sejlads’, som han med sine homovielser ville sende det folkekirkelige kirkeskib ud på. "Der lurer faretruende, skarpe klippeskær under den blanke havoverflade," skrev jeg. "De er mærket med det røde advarselsflag, der bærer nummeret: ’Lov nr.117 af 15, april 1964’. Folketinget bør ubetinget underrettes om disse farer, thi (siger det gamle ordsprog): "Et er søkort at forstå, et andet skib at føre…" Jeg sluttede mit brev med – ikke blot ’at spørge om’ – men på det alvorligste ’at anmode’ ministeren om, at folketinget blev informeret om de angivne farer…

I det nuværende tilbageblik på dette retsopgør bør det altså betones, at der fra dette

’ikke-eksisterende møde’ på ministerens kontor må foreligge noget mere end den ene sætning, som en folkehob kan finde på at råbe på et gadehjørne på Nørrebro i København. Der må fra dette retsopgør kunne fremlægges tydeligt bevis på, at kirkeministeriets embedsmænd deltog i dette møde for at sikre legaliteten i deres ministers embedsførelse. Denne kunne ikke på nogen måde fortsat og i sine politiske ambitioner styre mod dette ene mål (citat): ’Den logiske konsekvens af en ny regering og regeringsgrundlaget er ændringen af et ritual i Den evangelisk-lutherske kirke’ (s.161).

Embedsmændene har på dette møde søgt at skærpe ministerens opmærksomhed, så at der i hans politiske fremfærd ikke skete noget brud på nogen retlig regel – og slet ikke på Grundlovens 4. paragraf, der så tydeligt forpligter staten til at ’understøtte’ en specifik

kristen, reformatorisk lære. Altså: Hvilke synlige beviser kan ’embedsvældet’ fremføre for i dag at kunne forklare Danmarks borgere, at de ved dette ’usynlige møde’ med loven i hånd har søgt at overbevise deres minister om, at (citat) ’han ikke kunne få sine bøsser gift – og at han var færdig, hvis han gjorde det’ (s.161).

 

IKKE VANDTÆTTE NOTATER

At et sådan notat fra 2011-mødet må forefindes, og at det, når det nu ikke eksisterer i journalerne, må kunne rekonstrueres ud fra ministerens egne optegnelser, fremgår bl.a. af den opsigtsvækkende bog ’Mørkelygten’, som journalist cand.mag. Jesper Tynelle (der

modtog Cavlingprisen 2008) sendte på gaden i 2014. "Det er jo tydeligt, at det ikke er vandtæt," forklarer i denne bog en embedsmand i ét af ministerierne om de vigtige juridiske notater, han selv har været med til at levere til folketinget. Det drejede sig i det tilfælde om den for Danmark så væsentlige beslutning om at sende danske soldater i krig i Irak… og hvis ’ikke-vandtætte’ notater kan forekomme i en så afgørende sag i det ene ministerium, så kan det samme ske i ligeså afgørende sager i et andet. Er ’det skjulte notat’ fra ’det ukendte møde’ i kirkeministeriet ’vandtæt’? Eller skal det fortsat tages for gode varer, at kirkeministeriet d. 8. jan. 2016 meddelte, at et ’referat ikke kan udleveres, fordi dette møde ikke længere kommer på skærmen i kontorerne ved Holmens Kanal?

En anden embedsmand fortæller til bogen ’Mørkelygtens’ forfatter om de notater, han har måttet udføre om markedsføringen i kommunalreformen. Hans beskrivelse til den Cavling-belønnede journalist er kort, kold og klar. "Det oplysningsgrundlag, man traf beslutninger på," erklærer han, "var stærkt manipuleret."

Når Manu Sareen i sin bog fortæller, at hans afdelingschef ved denne ’skyggesamling’ sagde til ham: "Du kan ikke få dine bøsser gift, Manu!" (s.161) – så er også denne ’alt for korte sætning’ ’stærkt manipuleret’. Selvfølgelig kan homoseksuelle par blive gift. Bogens

forfatter har selv (ifølge sine egne oplysninger – s.30) viet 30 par af samme køn – på rådhuset! Ingen vil i dag protestere mod dette – landets kristne borgere kan i det tilfælde kun advare mod denne udvikling. Nej, embedsmændene har ved dette ’fantom-møde’ sagt: "Du kan ikke få dine bøsser gift i kirken!" Hvis bogens forfatter hertil vil indvende, at de to ord, ’i kirken’, selvfølgelig var underforstået, tror jeg ham ikke over en dørtærskel. Hans bog er fyldt med den slags ’manipulationer’ – og det må han naturligvis selv stå til

regnskab for. Men forekommer sådanne manipulerende undladelser af samme art i et ministerielt notat, er det en anden sag! Det er måske derfor, at netop dette notat er som forsvundet ud i den blå luft. Det må den fortsatte strid om denne ikke-glemte sag nu tage stilling til.

"Det giver et forvansket og forskruet beslutningsgrundlag," indrømmer en tredje embedsmand over for forfatteren af ’Mørkelygten’. Han og hans kolleger har forsynet folketinget med en opgørelse over, hvor mange handicappede, der får hjælp – og set

netop i dette afslørende lys ville de have haft en særlig interesse at få fremlagt referaterne fra et sådant lignende møde. "Embedsmændene skærer imidlertid løbende tal, jura og faktuelle oplysninger til," forklarer Jesper Tynelle. "De bliver udformet, så at de bedst muligt sælger regeringens politik." Var dette den tidligere kirkeministers fremgangsmåde for at få gennemført sit politiske program ud fra devisen (citat): "Dette lille område, den kirkelige vielse, er den sidste rest af diskrimination af homoseksuelle" (s.162)?

Set fra kirkens synsvinkel kan denne sag nemlig ikke skæres ned til ’et lille område’. Det er i dag en global udfordring. Ej heller kan den kirkelige vielse af homoseksuelle manipuleres til kun at være ’en sidste rest af diskrimination’, der faktisk tilhører ’en fjern fortid’ (s.162). Nej, homovielser foran alteret er fortsat den mest aktuelle, udæskende provokation med hensyn til Danmarks nationalkirkes og den danske, kristne menigheds eksistens.

 

MINISTERENS ÅBENLYSE TRUSSEL

Når nu det utænkelige er sket, at kirkeministeriet på 300 danske borgers krav om aktindsigt d. 8. januar 2016, svarer (som det nu er sket for mig i utallige tilfælde med hensyn til mine henvendelser i denne særlige sag) at ’et sådant dokument findes ikke i ministeriets journalsystem’, så syntes ministeriet endnu en gang at søge at ville omgå den lov, der tydeligt taler om ’offentlighed i forvaltningen’. Som hovedregel kan en hvilken som helst borger nemlig forlange at blive gjort bekendt med, hvad der sker bag de lukkede døre. Borgerne ved nu fra Manu Sareens bog, at et møde har fundet sted, og at dette møde ikke bare var en lille, harmløs ’hyggesnak’, men at det ifølge indholdet af Manu Sareens offentliggjorte selvbiografi bør indeholde vigtige dokumenter, der må være oprettet som led i denne fuldt ud administrative sag.

Myndighederne skal ifølge denne lov som udgangspunkt lade borgerne se alle de skrivelser, der ligger i sagen – i dette tilfælde, hvad der præcist ligger bag den oplysning, som den tidligere kirkeminister giver, når han i sin bog skriver (citat): "Her (ved dette

møde) traf jeg den bedste beslutning, jeg har truffet som politiker: Jeg forlangte, at biskopperne hurtigt lavede et ritual!" (s.161)

Det fremgår af samme lov ’om offentlighed i forvaltningen’ (’aktindsigt’), at der kan forekomme et dokument, man ikke må se. Hvis det sker, kan myndighederne tage de absolut fortrolige papirer ud af sagen men skal lade én se de resterende dokumenter. Borgerne vil i dette enestående tilfælde (hvor den tidligere kirkeminister ifølge sin egen beretning var indstillet på (citat): ’at erklære krig… ved at blande sig i folkekirkens indre anliggender’ (s.161) med al ret kunne fordre indsigt i den del af referatet, hvor ministeren til delegationen af embedsmænd udtaler: "I har én time til at finde en løsning ellers skilles vore veje" (s.163). Det bør nemlig med det kommende retsopgør for øje afklares, hvad ministeren mente, da han erklærede: ’ellers skilles vore veje’. Lå der i denne åbenlyse trussel: 1. ’ellers bliver I fyret’ eller 2. ’ellers tager jeg mit gode tøj og går’.

Men som sagt: Nu er ’det utænkelige’ atter sket! Om dette afgørende møde i kirkeministeriet har jeg fået endelig og afsluttende besked om, at der vedr. denne særlige administrative samling (der detaljeret beskrives på tre sider i Manu Sareens selvbiografi) ikke findes så meget som skyggen af et notat, og jeg må da bede kammeradvokaten

nærlæse den 13. paragraf i forvaltningsloven, som bl.a. siger (citat): "I sager, hvor der bliver truffet en afgørelse, skal snarest muligt tages notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt’. Det bliver herefter op til dommernes afgørelse, om ministerens trussel og deadline sigter på ’et væsentligt ekpeditionsskridt’ og om embedsmændenes

’tilsagn’ gør det samme…

Efter forvaltningsloven har parter i en sag en ’udvidet ret’ til at se sagens akter. Eftersom jeg og mine 300 borger-venner anser os selv som værende ’parter’ i det kommende retsopgør, kan man næppe nægte os denne ’udvidede ret’ – thi vi har og vil fremover

vedblive at have en betydelig interesse i at kende det skjulte indhold af den embedsmandsdrøftelse, som ifølge ministerens trussel fik ministeriets departementschef og hans topfolk til at hejse det hvide flag og præcis på målestregen (én time efter) aflevere

følgende ’erklæring (citat): "Måske kan vi godt finde en løsning, så homoseksuelle kan kaldes ægtefæller. Vi skal nok bare have biskopperne med os…" (s.163).

Ministeren forklarer triumferende i sin bog, at embedsmændene overholdt den givne deadline (citat): "Jeg var glad for deres tilsagn" (s.164) – jo, netop dette dokument kan næppe være omfattet af forvaltningslovens undtagelsesbestemmelser. Et så betydningsfuldt ’tilsagn’ kan ej heller være tilstedt ministeren som ’et mundtligt løfte’. Ordlyden af det skriftlige referat er af væsentlig betydning. Det må kunne findes – og skal udleveres! Hvis skærmen i ministeriet forbliver tom, må en anden procedure indledes!

I det kommende retsopgør stiller 300 danske borgere fortsat følgende spørgsmål til det høje dommerpanel:

1. Bør det ikke betragtes som et væsentligt ’medvirke-ansvar’, når en minister sender sine embedsmænd af sted for med én times varsel at komme tilbage med løsningen på selve sagens kerne problem, som i årtier har været selve stridens æble?

2. Hvis en minister i en kneben situation pludselig ’udvider’ sit eget ministeransvar til (under trusler og med en given deadline) også at omfatte det ansvar, der lægges på embedsmændenes skuldre – kan en sådan tjenestebefaling da gives uden ministerens i loven påbudte fortsatte tilsyn og vejledning?

Eller sagt med andre ord:

Kan en minister i en konfliktsituation pludselig smide ansvaret fra sig og kaste det over på et andet bord uden på forhånd at have instrueret (f.eks. ved henvisning til cirkulærer o.l.) hvorledes denne opgave skal løses… og er en sådan handling ikke fortsat ansvarspådragende for ministeren selv?

 

TIDSÅNDENS TOLKNING

I forbindelse med det kommende retsopgør er forskellige af kirkens bekendelsesskrifter allerede fremlagt som retskilder, der skal belyse, hvorledes den i 2012 indførte lov om kirkelige vielser af par af samme køn er en afvigelse fra den evangelisk-lutherske lære.

Eftersom regeringens forsvarer, kammeradvokaten, allerede i marts 2015 i et såkaldt ’svarskrift’ har ladet de sagsøgende borgere vide, at de ikke skal regne med, at de forskellige trosartikler vil blive antaget for deres pålydende, bør borgerne være agtpågivende over for statsadvokatens høflige men farlige trussel. "Der bør gives plads til," erklærer han, "at disse bekendelsesskrifter tolkes efter tidsånden!"

Til det formål vil kammeradvokaten stille med en række fremtrædende bisper, præster og professorer samt forskellige eksperter, der kan fortælle dommerne, hvorledes disse ’middelalderlige trosartikler’ skal forstås. De vil med mange beviser og argumenter fremholde for den høje ret, at Luther og de øvrige reformatorer levede på en anden tid og under andre omstændigheder samt at den lutherske lære heldigvis gennem årene har

udviklet sig, så at ’en moderne tolkning’ – der hørere dette årtusinde til – vil være den eneste rette forståelse af Luthers lære.

Nu er det imidlertid sådan, at uanset hvor kendte og efterspurgte disse moderne fortolkere er, så står deres navne ikke indgraveret i Danmarks Grundlov. Det gør imidlertid Martin Luthers navn. Hans skrifter er med navns nævnelse omtalt i den danske forfatnings 4.

paragraf med benævnelsen: ’Den evangelisk-lutherske kirke’. Luther forudså denne situation, og det er, som er han i disse vildførelsernes dage stået op af graven for i dette ’500 året’ for den oktoberdag i 1517, hvor han hamrede sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, at udtale et myndigt ord til de ’tidsåndens eksperter’, som i det kommende retsopgør vil (citat): ’falskelig benytte mine skrifter til at styrke deres vildfarelse’ (Luthers Trosbekendelse, 1529).

For ikke at skulle komme i den uheldige situation (i forbindelse med retsopgøret mod regeringens kirkelige homovielser) at skulle citere de reformatoriske bekendelsesskrifter (som der henvises til i Danmarks Grundlov) – og så blive nødt til at overlade valgpladsen til de moderne såkaldt ’Lutherske’ fortolkere, så vælger jeg at fremsige disse grundlæggende artikler, som Luther selv gjorde det. Dermed undgår jeg nemlig og kan samtidig advare mod de forstyrrede bisper, præster, professorer og ministre, der giver udtryk for ’det rene vanvid’ (thi et mere dækkende ord findes ikke) som består i at søge at anvende Luthers skrifter til (som han selv advarende forudsiger): ’at styrke deres egen vildfarelse’. Luther slutter: "Hvis nogen efter min død vil komme og sige: Hvis Luther havde levet i dag, så ville han på en anden måde lære og betragte den eller den trosartikel, for han kunne jo ikke have forestillet sig… osv. osv." – ja, da er det som henvender Luther sig direkte til kammeradvokaten og alle hans tidsånds-teologer og fortsætter (citat): "Jeg siger nu som dengang, og dengang som nu, at jeg ved Guds nåde på det flittigste har overvejet alle disse trosartikler samt atter og atter prøvet dem efter Skriften – og jeg vil så vist forfægte dem til det sidste! Jeg er hverken drukken eller ubetænksom, og jeg ved, hvad jeg siger, når jeg taler om den betydning disse bekendelsesskrifter har for mig med henblik på Den Herre Jesu Kristi komme og Den sidste Dom…" derefter tager Luther fat på at forklare meningen med hver enkelt af de trosartikler, som i denne time ligger fremlagt på dommernes bord. Disse højaktuelle tolkninger, der med grundlovskraft sønderslår alle tidsåndens bortforklaringer, vil jeg fortsat redegøre for.


TILBAGE