RETSOPGØRET
240
 

GIFT HOMOSEKSUEL MAND – USA’S NÆSTE PRÆSIDENT?

En homoseksuel borgmester ved navn Pete Buttigieg er ’meldt til’ i løbet for præsidentposten i USA i 2020. Han står i disse dage med billedet af sin ’ægtemand’, Chasten, der håber at kunne blive partner i den nye ’første familie’ i Det Hvide Hus…

Videoer af det homoseksuelle par, der muntert leger med deres hund, Buddy, løber i disse timer over samtlige amerikanske tv-skærme. Hvis det skulle lykkes for den homoseksuelle borgmester at blive demokraternes kandidat til US-præsident-embedet, bliver han den første homoseksuelle beboer i Det Hvide Hus. Lykkes det ham at slå præsident Trump, vil det blive betragtet som en historisk sejr.

De amerikanske medier regner det ikke for noget umuligt, at en gift, homoseksuel mand kunne blive USA’s næste præsident.

"Det er ikke utænkeligt," hedder det. Homovielser var kun tilladt i to amerikanske stater i USA i 2009. "Jeg tror, at ægteskabet er for en mand og en kvinde. Jeg går ikke ind for det homoseksuelle ægteskab," erklærede Barak Obama i sin kampagne for præsidentposten i 2008. I sine otte år som præsident talte han imidlertid et andet sprog. I 2010 satte han sit navn under en lov, der gjorde ende ’på forbuddet mod, at homoseksuelle og lesbiske kunne tjene i det amerikanske militær. I 2012 støttede han lovgivningen omkring vielser af par af samme køn.

Tre år sener afsagde US-højesteret en kendelse om, at ingen amerikansk stat kunne forbyde vielser af personer af samme køn. I dag er der 62 % af den amerikanske befolkning, som støtter homovielser – og adskillige topposter i de forskellige stater er besat med homoseksuelle og lesbiske politikere… og nu løber en gift homoseksuel borgmester for at vinde nationens højeste embede.

Denne hastige og sælsomme udvikling i forbindelse med præsidentvalget i 2020 i USA er et tydeligt bevis på, at der foreligger en bemærkelsesværdig, overjordisk strategi bag det politisk-religiøse aspekt, som viser sig i den globale lovgivning, der har at gøre med de drifter og den lidenskab, som Gamle Testamente betegner med udtrykket ’vederstyggelig’ (3.Mose 18:22 og 20:13) og Ny Testamente beskriver som både ’skændig’ og ’skamløs’ (Rom.1:26-27).

 

DANMARK HAR ET LIGNENDE TILFÆLDE

Danskerne har ingen grund til at blive hverken forargede, skræmte eller overraskede over, at en amerikansk borgmester, som er en gift homoseksuel mand, nu søger at blive præsident i USA.

Den danske politiker, Søren Pape Poulsen (født den sidste dag i året 1971) blev justitsminister i Lars Løkke Rasmussens regering d. 28. november 2016. Også han lever i et homoseksuelt parforhold. Fra 2010 til 2014 var han borgmester i Viborg Kommune.

En torsdag majnat kl. 03:30 i 2018 fandt et overfald sted uden for Labas på Gammel Mønt i København. Justitsminister Søren Pape Poulsens samlever, Josue Vasquez, blev (ifølge en senere sigtelse mod den 34årige overfaldsmand) slået med knyttet hånd i ansigtet med ordene: "I don’t like homos!"

Josue Medina Vasquez er født i Venezuela. Hans onkel er angiveligt præsident i den Dominikanske Republik. Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, præsenterede ham for offentligheden under det konservative landsmøde i september 2014.

Danmark står ikke tilbage for de amerikanske tilstande, når det drejer sig om den aktuelle situation, hvor en homoseksuel borgmester styrer mod en toppost i samfundet.

 

NY AGGRESSIV UDFORDRING TIL DEN KRISTNE FAMILIE

Artikel 16,3 i FN’s Menneskeretserklæring omfatter bl.a. følgende ordlyd: ’… den naturlige og grundlæggende enhed i samfundet giver ret til beskyttelse fra samfundets og statens side’.

Det fremgår af disse få ord, at selve familiekonstruktionen er bestemt til at være af 1) en naturlig art, samt at den er anset til at være af 2) en så grundlæggende betydning, at et hvilket som helst nyt politisk orienteret fokus ikke på nogen måde kan tilstedes. Ifølge definitionen kan familiebegrebet aldrig omgå disse to absolutte forhold. Dersom der altså (som det er tilfældet ved en halvglemt og halvskjult folketingssamling d. 20. dec. 2018) vedtages ’et nyt familieretligt system’, så kan dette nye system ikke under nogen omstændigheder undlade at inkorporere menneskerettighedserklæringens her omtalte to basale punkter: 1) Familiens naturlige art og 2) dens grundlæggende betydning. Lad mig forklare:

Familiens naturlige art har umiddelbar at gøre med dens biologiske reproduktion, og dens grundlæggende betydning er forbundet med dens naturlige kerneelementer: Far, mor og børn.

I det moderne danske samfund har debatten været hed (og er på ingen måde et overstået stadium) hvordan familien defineres; politikerne taler vedvarende om, hvilke familiestrukturer, der er ønskelige, og med den nye lov om ’Familieretshuset’ (Lov nr.1702 af 27/12, 2018) forbliver det et stort og afgørende spørgsmål, om de konklusioner, man er nået frem til, virkelig er i overensstemmelse med folkets indstilling og forståelse – ja, det er et spørgsmål, om der i virkeligheden her ikke på ny søges gennemført et statsligt overgreb, dybest set sigter på at få den kristne kernefamilie ryddet af vejen. Nye ’ægteskabsformer såsom det homoseksuelle partnerskab udfordrer med denne splinternye lov på ny – og på en helt ny aggressiv facon – den kristne, traditionelle, bibelske forståelse af familiens struktur og samfundsrolle.

 

FORÆLDRES FØRSTERET

Den 5. artikel i den katolske kirkes charta om familiens rettighed (som blev udsendt den 22. dec. 1983 til alle personer, institutioner og myndigheder, som beskæftiger sig med familiens kaldelse i verden af i dag) stemmer fuldstændig overens med den protestantiske kirkes lære om samme sag!

"Da det er forældrene, der har givet deres børn livet," hedder det, "har de den oprindelige, første, umistelige ret til at opdrage dem! Derfor må man anerkende, at de første af alle har ansvaret for deres børns opdragelse."

Chartret (som er i fuldstændig harmoni med reformatorernes syn på familien og Danmarks Grundlovs § 67) fortsætter: "Forældre har ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres moralske og religiøse overbevisning (stk.a). Videre hedder det:

"Forældre har ret til at vælge skoler eller tage andre midler i brug for at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres overbevisning (stk.b)."

Forældres rettigheder krænkes, når et obligatorisk uddannelsessystem (hvorfra al religiøs undervisning er fjernet) påtvinges dem af staten (stk.d).

Forældres førsteret til at opdrage deres børn må respekteres ’ved implementering af undervisningspolitiske målsætninger’ (stk.e). Uddrag af resumé af den nye lov (2018/lovforslag 190) ændrer ildevarslende de grundlæggende principper ved det eksisterende familieretlige system. "Hensigten er nu at skabe samlede og helbredsorienterede forløb med barnet i centrum."

Dette er en voldsom fokusering der simpelthen ikke stemmer overens med de mange familiemæssige værdier, som kommer alle familiens medlemmer – også barnet – til gode – ja, der lægges af lovgiverne en sådan vægt på ’barnets rettigheder’, at der anes andre motiver bag denne lovgivning end dem, der foregiver at have hjerte for barnets ve og vel.

 

HOMOFLAGETS REGNBUEFARVER

Det var ikke helt almindeligt, da Danmarks udenrigsminister i sommeren 2003 sendte en homofil diplomat og hans partner som ambassadørpar til Israel… én af klodens mest ømfindtlige poster, hvor religion tæller mere end politik, og hvor en sådan handling ifølge de hebraiske skrifter defineres som ’afskyelig’, samt at Kristeligt Dagblad d. 7. august samme år citerede mig for under en demonstration på Israels Plads i København at have tilspurgt den siddende VK-regering, om den ’i disse terrortider turde provokere et muslimsk land på samme måde’. Det var mere end usædvanligt, at domkirken – den protestantiske katedral i København – i de hede sommermåneder 2009 – pludselig stod iklædt det homofile flags regnbuefarver, og der blev indbudt til ’massevelsignelse’ af homoseksuelle og lesbiske par. Det var særdeles besynderligt, at Danmarks biskopper kun få måneder efter anmodede kirkeministeren om at indkalde til et ’hurtigt arbejdende udvalg’, der skulle aflægge rapport om kirkens stilling til homovielser… og det forekom i den grad sært, at næppe var dette udvalg gået i gang med arbejdet, før det fra parlamentssalen på Christiansborg meddeltes, at fem medlemmer af et af de styrende partiers folketingsgruppe havde brudt med både parti og regering for at give homopar lov til fremover at adoptere børn…

Mere end 25 års ligestillings-politisk, sejlivet stræben lå bag den lov, som i juni 2012 fik sparket kirkedørene op, så Danmarks præster velsignende kunne lægge hænderne på par af samme køn og fra denne selvsamme dato i selve kirkerummet kunne erklære dem for lovmæssigt at være ’ægtefæller’. Allerede i 1989 gennemførtes i Danmark loven om registreret partnerskab’. Denne bestemmelse om de homoseksuelle pars borgerlige rettigheder havde imidlertid ikke (som det bemærkes i lovforslagets ’bemærkninger’) adgang til ’kirkelig indgåelse af partnerskabet’.

Den danske landsforening for bøsser og lesbiske rettede i den anledning en række klagende henvendelser til landets biskopper – og det viste sig da, at der i al ubemærkethed forinden havde fundet 60 sådanne ’illegale’ velsignelser/vielser sted – alle foretaget af præster i folkekirken. (15 af disse ’vielser’ blev foretaget med par, der kom fra udlandet). Biskopperne sagde stort set ingenting – dog en enkelt skrev i en avisartikel, at det fra nu af måtte betragtes som ’en tjenesteforsømmelse at nægte at foretage sådanne vielseshandlinger’ (Kristeligt Dagblad 20. august 1994). Siden er det gået slag i slag. Stærke kræfter arbejdede på at få homovielser flyttet fra rådhuset ind i kirken… og netop dette er det aktuelle billede, som i denne time nu viser sig i mange lande. Danmark er med ’kirkelige homovielser’ blevet et foregangsland. Det kommende retsopgør er et vidnesbyrd for den halve verden. Er reformationens børn (de sande protestanter, som stadig protesterer) ved samlet at rejse sig?

 

MINDRETALLET

De danske politikeres svar lod ikke vente på sig. Næppe var et dansk, teologisk regeringsudvalg i april 2010 gået i gang med sit 150 dages arbejde med henblik på spørgsmålet om ’kirkelige homovielser’, før det ovennævnte adoptionskup blev foretaget på ’Christiansborg’ i København. Det lykkedes – og med ét kom det atter til syne, at langt dybere lidenskaber end både politik og religion syntes at styre denne sag; ’kejseren’ ville fra nu af (sådan opfattedes det) i alle lande og riger kræve sin ret – og alle slags modstandere bør fra denne time vare sig for ’senatet’, der truende kan finde på at råbe: "Du er ikke kejserens ven!" (Johs.19:12).

Den på det tidspunkt (2010) danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbechs, stilling med hensyn til mediernes kritiske ransagen var følgende: "Jeg har hele tiden sagt, det er vigtigt, at mindretallet ikke bliver tromlet." ’Mindretallet’ er sådanne folk som mig – og millioner af kristne ud over den hele verden. Det vil sige troende mænd og kvinder, der ikke behøver 150 dage til at finde ud af, om vielser af homoseksuelle kan finde sted i Guds Hus. De behøver ikke 20 ugers ’teologiske’ overvejelser for at turde erklære, at homoseksuelle og lesbiske parforhold aldrig kan velsignes i kirken. ’Mindretallet’ består over hele kloden af jævne kristne, som indenfor 30 sekunder – uden at blinke – tør fastslå, at ifølge Den Hellige Skrift er der ikke to meninger om denne sag. Homoseksualitet defineres i Bibelen som synd, og mennesker, som er drevet af denne lidenskab, står i fare for – hvis ikke de omvender sig - at blive ’prisgivet’ en sørgelig skæbne. Det vil (som jeg i 2012 skrev i bogen ’Prisgivet’) gå dem, som det gik Sodoma!

Af den grund vil denne ’minoritet’ af kristne mænd og kvinder alle vegne ved lov og ret og domstolskendelser fortsat erklære: "… kan det aldrig forekomme, at Skaberen nu ved hjælp af særlige biskoppeligt anerkendte statsritualer siger ja til disse forhold. Det homofile samliv kan aldrig (som det hedder i Bibelen) være ’sammenføjet af Gud’ (Matt.19:6 og Mark.10:9). Den blotte tanke er i modstrid med både Ny Testamente og de protestantiske kirkers bekendelsesskrifter. En betydelig konfrontation venter forude! Jo! Reformationens sande børn er ved at rejse sig. For dem er endog protestantismens ’domstols-protest’ mod synd og gudløshed en del af deres bekendelse …

’Minoriteten’ er altså som på reformationens tid ’den jævne mand’, der er medlem af rigets protestantiske nationalkirke eller på andre måder regner sig for at være en del af en nations kristne menighed. Fra den første begyndelse af udfærdigelsen af denne lovgivning har det beviseligt fra den danske stats side været meningen at holde den almindelige borger udelukket fra nogen som helst indsigt i det destruktive værk, som på samme vis af alverdens statskirker eller en statsligt godkendt og etableret kristenhed alle vegne holdes skjult bag lukkede døre. Et par afgnavede ben smides i de forskellige lande ved indførelsen af homovielser ud til pressen, der blot får at vide, at det har noget at gøre med ’en ændring af ægteskabslovgivningen’ (for dermed globalt og på længere sigt at skabe plads for homobryllupper i kirken).

Om landenes ’lov og ret’, kirkernes bekendelsesskrifter, de – ifølge reformationens lære - strengt adskilte forhold mellem stat og kirke, homo-ideologernes egentlige og ’kødelige’ motiver, Bibelens advarsler og det homofile samfunds militante fremfærd vil der – som det har været tilfældet i Danmark – ikke blive sagt et ord. De, som ved noget, vil få munden lukket med syv segl – og alle anmodninger til ministerierne om at blive tilkendt den (i mange lande) lovbefæstede ret til ’aktindsigt’ vil få afslag. De ledere, som den jødiske profet kalder ’Sodomas stormænd’ (Es.1:10) styrer i land efter land denne sag, og den verdslige domstol (i enkelte nationer ’forfatningsdomstolen’) vil blive stillet på en hård prøve.

 

NÅR POLITIET EFTERJAGER BORGERNE

Det er derfor at forvente, at der i land efter land vil opstå voksende strid om ytringsfriheden’. Den pludselige og som et stjerneskud opståede, verdensomfattende bevægelse ’Je suis Charlie’ (efter det morderiske attentat på Hebdo-Charlie-magasinet i Paris i januar 2014), er toppen af isbjerget’. Det egentlige spørgsmål om ytringsfrihed bliver afsluttende dette: Kan den nationale såvel som den internationale lovgivning bære Ny Testamentes fordømmelse af homoseksualitet?

Vil der (billedligt talt) blive ’rejst tiltale’ mod Jesu apostel, Simon Peter, for åbenlyst at anvende betegnelsen ’Fordærvelsens Trælle’ i det kapitel, hvor han omtaler den synd, som førte til ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (2. Pet. 2:19 og 2:6). Vil der (ifølge et eller andet ’anklageskrift’ fra alverdens statsadvokater) blive rejst tiltale mod denne nære efterfølger af Jesus af Nazaret, for overtrædelse af internationale konventioner og straffelove ved offentligt at have fremsat udtalelser, ’hvorved (som det hedder): "En gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering" (den danske straffelovs paragraf 266b). Vil den apostel, hvis åbenbarelse Jesus omtaler med ordene: "Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke" (Matt. 16:18) – blive ’stillet i anklageskranken’ for om sodoma-samfundet at have udtalt: "De taler overmodige, tomme ord og lokker i kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i vildfarelse. De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træl er man af det, man er bukket under for…" (2.Pet. 2:18-19). Vil det kommende retsopgør i Danmark blive efterfulgt af flere (og i andre lande ud over den vide jord), hvor det ikke længere er borgerne, der sagsøger staten men staten, der med politi og dommerkendelse efterjager borgerne?

Den aktuelle debat drejer sig altså ikke om, hvorvidt homo-tænkernes lære kan praktiseres på Rådhuset men udelukkende om, hvorvidt den legalt har kunnet gennemføres i kirken. Ja, man kan sige det sådan, at så længe homo-prædikanterne holder sig uden for kirkens mure, må det være det civile samfunds vogteres opgave at holde styr på de naturstridige lidenskaber – men i samme øjeblik de træder over kirkens tærskel og gør krav på, at kirkens ritualbøger skal ændres for at give plads for et andet og ifølge Bibelen gudløst ’evangelium’, må de forvente at blive mødt med Skriftens ord.

Det kommende stor-opgør (om ’Sodomas skæbne’) omtales ikke ud af en almindelig ’fremsynethed’. Nej, borgernes protest bliver da en slags ’profetisk tale’: "Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter, og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskers vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud" (2. Pet. 1:19-21).

Hvis altså nogen verdslig myndighed noget sted forgriber sig på det advarelsesord, som lyder (når der tales om den homoseksuelle praksis) så bør ’magistratens mænd’ være opmærksomme på, at det i så tilfælde ikke er noget menneske, som de er op imod. Nej, det er ’det profetiske ord’ (v.19), som de søger at komme til livs.

 

GRUNDLOVSSTRIDIGT – FRA ’DAY ONE’

"I vort regeringsgrundlag bliver det slået fast," hedder det i 2011 at (citat): ’ Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering’! (S.160)

Jeg og mine dengang 300 sagsøgende borgere vil vove at påstå, at dette regeringsgrundlag fra ’day one’ var, er og i al fremtid vil forblive at være grundlovsstridigt.

Situationen har nemlig ikke ændret sig så meget som en tøddel siden enevældens ophør i 1849. Fra da af gælder det, at Folketinget lovgiver for – og kirkeministeriet har den centrale administration af det kirkelige i Danmark. Men den evangelisk-lutherske læres ritualer skal regeringen til enhver tid holde fingrene fra!

Den omstændighed (som netop dette provokerende regeringsgrundlag med dets daværende ligeså udæskende kirkeminister har misbrugt til det yderste) at folkekirken indtil nu ikke har sin egen forfatning, har ikke været, er ikke – og vil aldrig være ensbetydende med, at nu skal landets evangelisk-lutherske kirkes ledelse bare sætte sig hen i en krog og skamme sig! Det er med en udfordrende henvisning til dette (alt for tydeligt kirkefjendske) regeringsgrundlag, at politikerne søger at gøre det klart, at fordi Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark endnu ikke har taget det afgørende skridt til at få oprettet sine egne besluttende og rådgivende organer, så er den protestantiske nationalkirke i Danmark simpelthen ophørt med at være et selvstændigt begreb! Det (i mine og mine kampfællers øjne) ’totalt lovløse regeringsgrundlag’, som adskillige støtter sig til, går med sine fire, fjendske ord (’uanset deres seksuelle orientering’) ud fra, at den danske folkekirke herefter er både meningsløs og harmløs, grundløs og formålsløs i en hvilken som helst retlig sammenhæng. Bibelen siger: "De har gravet en grav for andre – nu falder de selv i den! (Ordspr. 26:27).


TILBAGE